GUARD GROUP
Hjemmesiden indlæses

menu

Nyhedsartikel

På vagt med Guard Groups patrulje

postet den 25 aug, 2015 af Guard Group

”Hvis man er god til verbal judo, så kan man afvæbne selv de største”

Stik- og skudsikker vest, radiokommunikation, blå jakke og et smil på læben. Guard Groups dørmænd er professionelle ned til mindste detalje, når de passer på nattens berusede gæster.

Foto og tekst af Ditte Lunde

En splejset fyr træder umotiveret helt op i ansigtet på manden med den blå security-jakke. ”Slap af mand,” udbryder fyren. Provokerende. Ikke én nerve bevæger sig i ansigtet på den rolige dørmand og fyren går grinende videre sammen med sine kammerater.
En bizar opførsel, som især unge mænd gør sig gældende i. Når alkoholen flyder i årerne og krybdyrshjernen tager over, slipper vi hæmningerne. Handyrene brøler højere, inden de udfordrer den stærkeste i flokken. Beskytteren, alfhahannen, dørmanden.

”Hvis du ikke forstår voldens væsen, kan du ikke blive en god sikkerhedsperson. Du skal vide, om du skal gå ind i en situation med en pincet eller hammer,” siger dørmanden Jonas Bertelsen, da jeg spørger ham om, hvordan man holder hovedet koldt, når man bliver udfordret verbalt og fysisk.

I takt med at temperaturen nærmer sig frysepunktet nærmer viserne på Aarhus domkirke sig midnat. Det er fredag, og byen bliver så småt indtaget af muntre mennesker. Jeg har skiftet mit sædvanlige festtøj ud med lange underbukser og mors hjemmestrikkede uldtrøje, for i nat skal avisen på patrulje med Jonas Bertelsen. Han er dørmand med flere års erfaring inden for kampsport som wing tsun, krav maga og brasiliansk jiu jitsu. Og så er han medejer af vagtfirmaet Guard Group. På fem år er virksomheden vokset til at blive en af de største leverandører af dørmænd i Danmark. Samtidigt arbejder de sammen med flere store internationale festivaler.

”Sikkerhed er nemt at skabe. Det følger en opskrift. Tryghed er noget andet. Du skal finde din medmenneskelige side frem,” siger Jonas Bertelsen.

 

23:43 Stereotype forestillinger

Jonas Bertelsen patruljerer hver weekend mellem de forskellige barer og diskoteker, hvor Guard Group har dørmænd stående. På en sportsbar i Skolegade står medarbejderen Peter og byder gæsterne velkomne. Han kigger på et id-kort.

Skærmbillede 2015-09-18 21.36.53

”Er du fra Ungarn?” spørger han.
”Ja.”
”Så er det derfor jeg ikke kan læse, hvad der står,” siger Peter og giver ungareren et klap på skulderen.

Når Peter ikke står uden for baren og passer på gæsterne, så underviser han i ledelse.
Der er langt fra min stereotype forestilling om dørmanden som et brovtende brød, der afviser dig, fordi du har for grimme sko på, til virkelighedens dørmand med en videregående uddannelse og et godt humør. Men hvorfor vælger man at bruge sine weekender uden for festen? På ruten hilser vi også på medarbejderne Rune, som læser erhvervsøkonomi og elsker metalmusik, derfor står han foran en rockbar, og Mark der læser til sygeplejerske.

”Arbejdet drejer sig ikke kun om at bekæmpe vold og narko i nattelivet, men også om omsorg,” siger Mark.

 

02:09 Lommetyveri

Fem unge mænd er blevet taget i at stjæle en ung kvindes mobiltelefon på en bar. Vi bliver kaldt til baren som backup. Jonas går i raskt tempo, men løber ikke.

”Man skal ikke løbe, for så ryger adrenalinen op, og så har man ikke et overblik, når man kommer frem,” siger Jonas.
Stemningen er lidt anspændt mellem de involverede gæster, men alle forholder sig roligt. I resten af lokalet fester folk videre, få kigger nysgerrigt, men danser så videre med deres fadøl. Jonas tilbageholder mændene sammen med en kollega indtil politiets specialpatrulje ankommer til baren. Flere mobiltelefoner og sygesikringsbeviser bliver fundet i mændenes lommer. De kan forvente to års karantæne fra størstedelen af de aarhusianske udskænkningssteder, som Guard Group servicerer.

 

Skærmbillede 2015-09-18 21.36.5803:13 Mangfoldighed

Jonas gaber og jeg kan selv mærke trætheden der overtager i dagens første timer.
”Der er min ynglings-dørmand,” råber en kvinde til sin veninde og peger på Jonas. Hans ansigt lyser op. Det er dog ikke altid positive holdninger, folk har, når det handler om dørmænd.

I medierne er det ofte sager om vold eller diskrimination, som bliver taget op. Dørmænd er på den måde både en udsat og udskældt gruppe.

”Det betyder ikke noget, om folk er brune, gule eller marsmænd, det handler om tryghed,” siger Jonas Bertelsen.
I Guard Group lægger de vægt på mangfoldighed, og har ansatte med vidt forskellige baggrunde og nationaliteter. Det betyder, at de har ansatte som kan kommunikere med folk fra store dele af verden.

 

 

 

04:20 Verbal judo

Vi er nu i den sidste time af vagten. Folk bevæger sig langsommere, nogle kunne forveksles med zombierne i The Walking Dead. På en bar i et stræde ned til åen er en mand blevet smidt ud.

”Jeg er meget ked af det,” siger han.

”Det kan jeg godt forstå,” siger dørmanden. Manden gentager, at han er ked af det et par gange i håbet om at blive lukket ind igen. Han har været utilstedelig over for de kvindelige gæster og den opførsel går ikke, hvis alle skal have en god aften.

Få minutter efter bliver vi kaldt til en bar rundt om hjørnet. En fyr i t-shirt bliver holdt fast af dørmanden Christian.
”Jeg vil have min advokat,” siger den tilbageholdte, som er meget påvirket.
Det viser sig, at han har slået en kvinde i ansigtet, men hverken han eller kvinden kan huske det. Flere vidner har set optrinnet inde på baren, og forklarer, at den tilbageholdte fyr pludseligt åbnede lynlåsen i bukserne og tissede på gulvet. Kvinden prøvede at stoppe ham og lyne bukserne op igen, hvorefter fyren slog hende i ansigtet.
Politiet ankommer, men kvinden vil ikke anmelde det, så fyren får lov til at gå hjem og sove sin brandert ud.

Skærmbillede 2015-09-18 21.37.01

Klokken lidt i fem bevæger vi os hjemad. Mine fødder føles som frosne kartofler, og de mange kilometer, vi har tilbagelagt på de brostenbelagte gader, kan mærkes i benene. Aftenen er forløbet forholdsvist stille og roligt, og konflikterne er taget i opløbet. ”Hvis man er god til verbal judo, så kan man afvæbne selv de største,” siger Jonas Bertelsen.

 

 

 

 

Skærmbillede 2015-09-18 21.37.51

25 aug, 15

omkring skribent

 

 

relaterede nyheder